I løvens hule

Michael Andersen Man, 2019-03-11 14:38

Overskriften hentyder ikke til det kendte fjernsynsprogram, men til afslutningsrunden i sydjysk holdturnering for mesterrække 2. Arrangementet var et fællesstævne beliggende søndag eftermiddag den 10/3 i Ribe. Titlen henviser også til den spænding, der var omkring nedrykning. Hele 4 hold var impliceret i nedrykningsdramaet: Fredericia 3, Vojens, Nr. Snede, Kolding og egentlig også værtsklubben efter deres 6½-1½ nederlag runden før. Oprykningen var der til gengæld ikke spænding om. Den havde Gråsten sat sig solidt på.

På trods af det var en søndagskamp, havde vi kun et afbud - nemlig John Erthmann. Allerede på afstand kunne vi se Ribe skyline. Den tegner sig allerede på lang afstand i det flade marsklandskab. Med Ribe domkirke som fixpunktet omgivet at flere andre høje bygninger. Således opløftet ankom vi til spillestedet, der bestod af en ældre industrivirksomhed, der ikke var i brug mere. Stedet bar præg af at være forladt og ikke vedligeholdt. Alligevel var der til at begynde med en hyggelig stemning i spillelokalet og ikke den rovdyr stemning overskriften kunne antyde.

Trods det var det kattens leg med musen i to af matcherne. Nr. Snede var overmatchede mod Gråsten og fik 1½ points. Vojens spillede mod Fredericia 3, der denne gang havde mulighed for at stille med et pænt stærkt hold. På papiret stod Vojens til et nederlag på ca. 3-5. Desværre for Vojens underpræsterede holdet denne dag og tabte 1½-6½. Det betød Vojens måtte tage til takke med 8. pladsen med 23½ point, mens Nr. Snede fik 24 points som nr. 7. Ribe, der tabte 1½-5½ til Kolding fik 24½ og Fredericia 3 reddede sig med det flotte resultat op på 26 points.Grunden til det underlige resultat mellem Ribe og Kolding er, at Ribe stillede forkert op og blev frataget 1 point. Kolding fik en 4. plads med 28 points. Rigtig godt gået. Gråsten rykkede op med gigantscoren 37 points.

Hvor det sidste gang var Nikolaj Kjær, der fra starten stod meget tvivlsomt, var det denne gang Jesper Callsen. Han måtte tidligt i partiet afgive dronningen for alt for lidt materiale. På forunderlig vis fik han stillet hvidspilleren over for problemer og endte med at sætte mat i bunden med de to tårne. Eller med dronnigtab for hvid til følge. Rigtig godt kæmpet.

Da matchen var vel overstået var det tid at komme hen til den restaurent, hvor vi havde bestilt bord. Med mit medbragte rejsesæt kunne vi analysere nogle af de mest interessant partier. En pudsig situation, hvor den iøvrigt høflige tjener, nok ikke har følt vi ofrede hverken ham eller den udmærkede mad den opmærksomhed den havde fortjent.

Først kiggede vi på partiet Rene Lorentzen mod formanden for Ribe skakklub. Partiet var Morra Gambit. En åbning hvor hvid ofrer en centrumsbonde i åbningen mod at kunne få sin springer hurtigt i spil. 1.e4,c5,2.Sf3,Sc6 3.d4,cxd4 4.c3 Denne friske åbning er ikke blevet spillet siden en anden Lorenzen spillede for KS. Nemlig Mogens Lorenzen, der havde den på repetoiret. Undertegnede blev også med jævne mellemrum udsat for den. Hvis vi går endnu længere tilbage spillede den tidligere KS spiller Hans Kurt Gade også åbningen. Rene fik det ønskede pres - det er selvfølgelig altid svært at sige om der er nok spil for den ofrede bonde. Hvorom alting er Rene vandt partiet og kunne notere det første point for sin nye, gamle klub. Iøvrigt var Ribe den klub, hvor Rene trådte sine barnesko rent skakligt. Frænde er frænde værst.

Ole Grimstrups parti kom også igennem vridemaskinen på restaurenten. Ole spillede sort på andenbrættet og spillede sin elskede Caro Cann. Denne gang afbytningsvarianten. Det endte med et stærkt hvidt pres og Ole måtte afgive en bonde. Her greb han lidt forkert og kunne have fået pænt modspil. Til sidst måtte Ole i et bondeslutspil med bonde under opgive partiet. Af øvrige resultater kan nævnes: Michael Andersen vandt. Nikolaj Kjær vandt. Søren Flø Sørensen tabte. Søren Fleron jensen vandt. Mads Bucka spillede remis.

Herfra gik det hjemad mod Kolding, og vi ser frem til endnu en sæson i Mesterrække 2.