Nørre Snede - Kolding. Så er holdturneringen i gang.

Michael Andersen Tirs, 2018-10-30 16:47

Mandag den 29.10 startede holdturneringen i Mesterrække 2 for Koldings vedkommende. Det blev en klassisk tur på udebane, som vi husker det fra tidligere sæsoner. Mørkt (dagen efter vi gik over til vintertid) - køligt og ud og køre på de små veje, hvor vi ikke er kendt. Efter at have spurgt om vej et par gange nåede vi til Baunehøjcenteret i Nr Snede. Et samlingssted for folk, der bor tæt ved og som har behov for hjælp. Enten fordi de er oppe i årene eller har andre problemer. Et udmærket sted til skak - der er visse ligheder med vores eget sted. Dog er Baunehøjcenteret lidt større, og deres analyselokale ligger i tilpas afstand til spillelokalet. Fælles for både Nr. Snede og Kolding er, der er et køkken, som medlemmerne frit kan benytte.

Nr. Snede råder over 13 spillere og er dermed lidt færre end vi er. Trods det har de både et ottemandshold og et firemandshold tilmeldt holdturneringen. Deres andethold havde også hjemmekamp, så vi var en del spillere i spillelokalet. Vi kan i Kolding godt blive lidt misundelige på spillernes lyst til at spille holdkampe.

Efter en årrække at have spillet længere nede på holdet var det sjovt igen at prøve at være førstebræt på holdet. Jeg spillede hvid mod John Engstrøm. Han spillede Skandinavisk og min konge kom i ubehageligt stormvejr. Han kunne have sat mig mat i to træk. Da han ikke så det kom jeg tilbage i partiet og kunne efter et langt parti hive et helt point hjem. Heldigt. Min modstander trak meget hurtigt, så jeg kom ret hurtigt i en form for tidnød. Derfor har jeg ikke meget overblik over, hvad der skete i de øvrige partier.

Dog kunne jeg ved at kigge skråt til siden se Ole Grimstrup spille sort mod Knud E. Andersen. Det så godt ud for Ole. Førte materielt, men var presset på tid. Oles modstander kom på et tidspunkt tilbage med en blodig hånd. En skade han havde pådraget sig på p-pladsen. Det går somme tider voldsomt til ude på landet. Om det er det der har taget pippet fra Ole vides ikke, men i hvert fald blev partiet remis.

Klubmester Nikolaj Kjær er blevet rykket ned på trediebræt. Her var han også sin modstander overlegen, rent ratingmæssigt. Alligevel gik det galt på brættet, hvor han måtte ned. Et tidligt tab af to bønder kom han sig ikke over. Nikolaj spillede hvid mod Jesper Hegaard Andersen.

Dejligt at se Søren Flø Sørensen tilbage på brættet efter en længere pause. Han førte de sorte sten mod Torben Pold Andersen. En ratingmæssig jævnbyrdig fyr. Derfor var det også godt at se Søren føre partiet til sejr. Tillykke med come backet, Søren.

En anden, der har ført en skyggetilværelse i sidste sæson rent skakligt er John Erthmann. John havde en dårlig sidste sæson. Denne gang fik han åbnet fint ved med hvid at slå Henning Jensen. Godt John.

Holdleder Søren Jensen fik en god start på partiet med sort. En franskmand, som Søren har spillet mange gange. Efter at have opnået en formidabel stilling, overså Søren et træk fra hvidspilleren, Elias Meldgaard. Det vendte op og ned på stillingen og Søren måtte ned.

Knud Erikstrup spillede hvid mod Benny Terndrup. Benny er en rutineret herre og Knud tabte til sidst.

Rosinen i pølseenden var Hans Peter ilkjær. Han spillede sort mod et tidligere Evans koryfæ Erik Pedersen. Jeg har selv haft mangen en holmgang med Erik for mange år siden. For ca. 25-30 år siden var vi begge faste mesterspillere og vi har mødt hinanden adskillige gange enten til enkeltmandsturneringer eller i holdkampe. Tiden er gået og vi har begge mistet styrke. Erik nok mest. Alligevel er det en flot præsstation af Hans Peter at besejre Erik Pedersen. Tillykke med det.

En lille sejr på 4½-3½. Svarer nogenlunde til det forventede resultat ud fra ratingtallene. Igen måtte vi ud på de små veje for at komme retur til Kolding. Men denne gang var det ikke nødvendigt at spørge om vej.