Afgørelsen i gruppe B nærmer sig

Michael Andersen Tirs, 2018-04-24 11:45

Efterhånden er der spillet så mange partier i gruppe B, at der tegner sig et billede. Klubmesterskabet i denne gruppe står mellem Søren Fleron Jensen og Finn Larsen. Finn har 4 points mens Søren har 3½ points. Finn har spillet sine partier - Søren mangler et parti. I tilfælde af ligestilling vil Finn formentlig løbe med titlen, da han har vundet det indbyrdes parti mod Søren. Det afgørende parti i gruppen hedder Søren Jensen mod Knud Erikstrup. Søren har sort i dette parti.

Det kunne ellers let have set anderledes ud. Mandagens parti mellem Hans Peter Ilkjær som den hvide spiller og Søren Jensen kunne nemt have fået et anderledes udfald. Hans Peter kunne inden for de første 15 træk have lavet et træk, der vandt en officer kvit og frit uden modspil til sort. I stedet valgte han det næstbedste, der vandt en bonde og bragte Sørens konge på glatis. Søren kom fint tilbage i partiet og fik et angreb ind mod hvids svage første række. Et angreb hvid ikke fik afværget og Søren løb slutteligt med sejren.

Iøvrigt er Finn Larsen blev klubmester i Hejls Skakklub. Tillykke med det.

Ud over partiet mellem Knud Erikstrup og Søren Jensen, mangler der endnu et parti i gruppen. Det er nyklassikeren i Koldingensisk skak, nemlig partiet mellem Per Hertz og Michael Bachmann.