SGP i Kolding

Michael Andersen Sun, 2022-11-06 14:29

Lørdag den 5. november var det tid til 2. afdeling af Sydjysk Grand Prix i Kolding. Arrangementet var et samarbejde mellem Springeren og Kolding Skakklub.

Det var lykkedes at samle en skoleskakgruppe. Denne spillede 11 runder i grøn afdeling, mens voksengruppen spillede 7 runder i den røde sal. Selv var jeg hos skoleskakspillerne det meste af tiden. Jeg var overrasket over den ro, der var over spillerne. Der blev trukket a tempo og jeg var også imponeret over de kunne spille så hurtigt med en forholdsvis lille fejlmargin, deres alder taget i betragtning. De mest rutinerede spillere spillede et fint spil, hvor de var gode til at efterleve principperne for god skak. Bl.a. var ulige farvede løbere et tema i et parti, og spilleren med færrest bønder var meget tæt på at holde remis. Ellers var det typisk, at de bedste spillere også var dem, der brugte mest tid. Alligevel kunne man som den eneste lyd i spillelokalet høre duk, duk, duk når brikkerne blev trukket. Imellem partierne var der mulighed for at gå i tilstødende lokale og spille lidt eller gå udenfor og spille med de store udendørs brikker. På billedet ses Jonas Bøgh Larsen og far Peter, der er formand for Evans.

Skoleskakgruppen blev vundet af Nicolas Olesen, nr. 2 blev Filip Palalic og nr. 3 blev Jonas Bøgh Larsen.

Voksengruppen spillede som nævnt i rød sal og når man som jeg kom derop kortvarigt virkede det som om tiden stod stille. Men jeg kom jo også nede fra skoleskakgruppen. Tempoet var selvfølgeligt et helt andet og her var der ingen problemer med at spillerne ikke fik brugt deres tid. Tværtimod var tidnød en del af spillet. Selv om spillerne kun var opdelt i to klasser var der præmier til 5 klasser:

Mesterklassen: 1. Kim Henrik Skaaning Pedersen, Evans 2. Mikkel Vinther Motzkus, Fredericia 3. Christian Karstensen, Springeren. 1. klasse: Henrik Tranberg Jensen, Esbjerg 2. Jan Rosenberg, Springeren 3. Claus Marcussen, Fredericia. 2. klasse: 1. Eldis Mahmutovic, Evans 2. Jesper Kallesen, Vojens 3. Andreas Kinch, Esbjerg 3. klasse: 1. Benny Christensen, Vojens. 4. klasse: 1. Xavi Normann Top, Evans 2. Elias Tipsmark Juulsen, Evans 3. Noah Kirkegaard Rasmussen, Evans.

Tak til Springeren for at stille med tre erfarne mennesker. Hans Paulsen, Michael Jakobsen og Jens Ingemann Madsen. Jens havde utrolig godt styr på gruppeinddeling og rundelægning, mens Michael stod for at indkræve indskud og klare økonomien omkring turneringen. Hans havde en mere praktisk rolle, og han beviste endnu engang hans store værdi for klubben. Også en stor tak til Rene Lorentzen og Ole Grimstrup for at stå for forplejningen til spillerne.

Ved turneringen var Søren Flø Sørensen og undertegnede Michael Andersen med som turneringslederaspiranter efter vi tidligere har klaret prøven til den teoretiske del. Vi klarede med nød og næppe skærene og kan nu kalde os fuldbefarne turneringledere.